Paris Guide | Dag 1

Sacre Coeur

Her det første (ud af 5) indlæg, omhandlende min lille, digitale Paris Guide :)

Som jeg allerede har luftet et par ord om HER, var jeg SÅ heldig, at min hubby inviterede mig 4
dage til Paris mellem jul og nytår. Vi fik set en masse – både nogen af de klassiske “turistfælder”, men også et par ting min bedre halvdel endnu ikke havde set, på trods af, at han har været i Paris
et par gange tidligere.

Var min første tur til Paris og var SÅ spændt..! :) Flybilletterne havde vi booket gennem
Norwegian og på booking.com fandt vi et billigt, men udemærket hotel i Monmartre-området.

Vi ankom – via Metroen – til hotellet først på eftermiddagen, “kastede” kufferterne fra os og begav ud straks afsted, mod vores første stop den dag – Sacré Coeur – wauw, tror det er den smukkeste kirke jeg nogensinde har set..!

Sacré Coeur – der ligger på toppen af Monmartrebakken – lå i rimelig gåafstand fra vores hotel.
Vi var ikke inde i kirken, men “nøjedes” med at nyde den udefra + det flotte udsyn ud over Paris,
der ligeledes er. Det er gratis at komme ind i Sacré Coeur, medmindre du ønsker at komme helt
op i kuplen – adgang hertil koster 4-6 euro (husk kontanter).

Parc de la Vilette

Herefter gik turen til Paris´ største park – Parc de la Vilette. Det første syn, der mødte os på vores gåtur fra Metroen og over til parken, var denne kollosale, spejlagtigt kulge – den er virkelig et imponerende syn og tror jeg har fotograferet den fra samtlige, mulige vinkler..! :D

Parc de la Vilette har virkelig meget at byde på, for både store og små – bla. flere forskellige legepladser – og kunne forestille mig, at der er proppet af mennesker om foråret/sommeren.

Moulin Rouge

Vi rundede den første dag af med et besøg på Moulin Rouge – der “skal” man næsten hen,
når nu man er i Paris, skal man ikk..? :)

Billetterne havde vi købt HER (til en lidt billigere penge end eks. på den officielle hjemmeside)
og tror, at særligt hubby følte sig godt underholdt.. han udtalte ihvertfald, at han aldrig tidligere havde set SÅ mange bare bryster på ét sted..! :D

Showet var bestemt en oplevelse (og champagnen var virkelig god!) – er jeg så heldig at komme
til Paris igen, tror jeg dog, at jeg vil prøve at lægge vejen forbi Crazy Horse.

Paris Guide dag 2-4 + anbefalinger til et par spisteder, kommer snarest op på bloggen :)

 


 

bloglovin.marmor

LCHF forret | avocado og rejer

IMG_1210

Denne lækre og velsmagende LCHF forret, biksede jeg sammen til hubby og jeg i fredags.

Det er ikk meget vi har set til hinanden i løbet af ugen, så vi blev lynhurtige enige om, at udnævne fredag aften, til en hjemme-date-night.. I ved, lidt god mad, en lille (ok, 2 store) fredagsdrinks,
holde lidt i hånden og se hinanden dybt i øjnene.. noget vi begge synes, der virkelig gør godt for forholdet – og er super vigtigt, særligt, når man efterhånden har været sammen i et par år og der derfor hurtigt kan gå for meget “hverdag” i den. :)

IMG_1211

Hubby var først hjemme ved en 19-tiden, så jeg scorede en del billige point, ved at have handlet
ind, have forberedt det meste af hovedretten og have en mojito og denne LCHF forret stående klar til ham, da han trådte ind af døren – der skal ofte SÅ lidt til for at glæde andre og give dem følelsen af, at de vigtige for en :)

IMG_1212

Forretten består af ganske få ingredienser: avocado, rejer, hjertesalat, hjemmerørt thousand
island-dressing og sesamfrø.

LCHF forret m. avocado og rejer (2-4 personer)

Ingredienser:

  • 3 avocadoer
  • 1 stor bøtte (ferske) rejer (købte den i Føtex, mener der var 300-400 gram i)
  • 2-3 spsk sesamfrø
  • 1-2 hjertesalat

 

Dressing:

  • 2 dl 18 % cremefraiche (cremefraiche med højere/lavere fedtprocent kan også sagtens bruges)
  • 2 spsk (sukkerfri) ketchup
  • 1 tsk paprika
  • 1-2 tsk SukrinMelis (brug evt. anden sødemiddel, hvis du ikk lige har SukrinMelis)
  • salt & peber

 

Fremgangsmåde:

  1. Start med at lave dressingen – alle ingredienserne røres sammen i en skål og smages til med salt og peber + evt. lidt ekstra SukrinMelis, alt afhængig af, hvor sød du vil have dressingen.
  2. Fjern skal og sten fra avocadoerne og skær avocadokødet ud i mindre tern.
  3. Vend avocadotern, rejer og sesamfrø i dressingen – anret på hjertesalatblade og server evt. lidt hjemmebagt flutes, eller et par skiver ristet, LCHF-rugbrød + hvidløgssmør til.

 

Avocado og rejer sammen er jo altid et hit og den hjemmerørte thousand island-dressing smagte virkelig godt – fandt opskriften på den i denne bog og er bestemt ikke sidste gang den bliver lavet..

Næste gang tror jeg, at jeg vil prøve at tilføje forretten lidt æbletern eller granatæblekerner
– tror det kunne være en rigtig god kontrast til det fede fra avocadoen og dressingen.

 


 

bloglovin.marmor

Chiagrød med chokolade- og pebermyntesmag

IMG_1206

Bum, så er det lige straks weekend – er jeg den eneste, der synes, at årets første uge bare er fløjet afsted..? Startede i tirsdags på et vægttabsforløb – mere om det på et senere tidspunkt – og har deraf skærpet fokus på, hvad jeg spiser.. i morges prøvede jeg kræfter med en ny type morgenmad: Chiagrød med chokolade- og pebermyntesmag (og topping).

IMG_1207

Opskriften er mit eget mixup af de her 2 opskrifter – HER og HER .. mest af alt fordi vores køleskab
var lidt tomt i går og jeg derfor måtte bruge, hvad jeg lige havde ved hånden :)

IMG_1208

Chiagrød med chokolade- og pebermyntesmag:

Ingredienser:

  • 1 1/2 dl mælk
  • 1 dl 10% græsk yoghurt
  • 3-4 spsk chiafrø (jo flere, jo tykkere konsistens)
  • 1-2 spsk (usødet) kakaopulver
  • 1/2 tsk vanillepulver
  • 1/2-1 tsk pebermynte ekstrakt
  • et par dråber Stevia (eller anden sødning)

 

Fremgangsmåde:

  1. Kom alle ingredienserne til grøden i en skål – rør evt. med en ske,
    så kakaopulveret bliver lidt opløst.
  2. Hæld massen over i en lufttæt beholder, stil den i køleskabet og lad den stå natten over.
  3. Næste morgen er grøden klar – rør lidt rundt i den og anret den evt. i en skål/dyb tallerken
    + tilføj lidt lækker topping.. jeg brugte mandler, kiwi og hele, frysetørrede hindbær.

 

Grøden er super nem at lave og har en ret så lækker chokolade- og pebermyntesmag
(chokomint) – din egen, lille morgenmadsdessert..! :) Skift blot mælken ud med kokosmælk
eller piskefløde og vupti, så er din chiagrød LCHF :)


 

bloglovin.marmor

Nytårsmenu | Nytår 2015

IMG_1192

I går delte jeg denne skønne nytårsdessert med Jer – her kommer så resten af vores nytårsmenu :)
Vi lagde ud med lidt salte snacks og en pink champagnecocktail med hindbær – opskriften på den faldt jeg over lige HER, men bringer den også herunder, med et par enkelte ændringer/tilføjelser:

Pink champagnecocktail med hindbær (6 personer)

Ingredienser:

  • 1-2 flasker Champagne, Cava eller Cremant
  • 1 dl frosne, optøede hindbær (alternativt friske eller hele, frysetørrede hindbær)
  • 4-5 spsk lys rørsukker
  • 3 dl lys rom
  • Frisk mynte (til pynt – alternativt citronmelisse)

 

Fremgangsmåde:

  1. Kom hindbær og rørsukker i en lufttæt beholder, hæld rom på og lad det trække i et par dage.
  2. Lige inden servering, kommes en slat af “hindbærlagen” i et champagneglas
    og toppes op med Champagne, Cava eller Cremant.
  3. Pynt med sugerør, frisk mynte og evt. et par friske hindbær

IMG_1194

Forretten bestod af en LCHF-udgave af Ceasar Salad, bla. med avocado og sprødstegt bacon, hjemmebagt focaccia og hjemmerørt hvidløgs- og krydderurtesmør.

IMG_1196

Hovedretten fik jeg desværre ikke et ordentlig billede af – vi havde ganske enkelt slukket lyset og rummet var i stedet lyst op af et par stearinlys – SÅ hyggeligt.. den bestod dog af følgende:

  • Langtidsstegt ribeye
  • Chili-flødekartofler
  • Gratineret kartoffelmos (af søde kartofler) m. hvidløg og timian
  • Rødvinsglace – efter denne opskrift
  • Grønkålssalat m. æble, blåbær, tørrede tranebær, granatæble og ristede
    græskarkerner (se evt. ovenviste billede)

IMG_1202

Kl. 24.00 blev fejret med lækker champagne og de her velsmagende, sukkerfrie kransekager fra Madbanditten – de var væsentlig lettere at lave, end først antaget.. da jeg nåede til at forme dem, måtte jeg dog hente assistance hos hubby – hans blev lige som de skulle være – fine “trekantede”
– og mine lignede mest af alt nogle små, knoldede l*rte..! :D

Sukkerfrie kransekager (12 stk.)

Ingredienser:

  • 300 g mandelmel (ikke affedtet)
  • 2 æggehvider (æg str. M/L)
  • 4-5 spsk SukrinMelis
  • 1 tsk mandelessens
  • evt. 1 spsk vand

Pynt:

  • 50 g mørk chokolade
  • glasur af SukrinMelis og vand (alternativt æggehvide)

 

Fremgangsmåde:

  1. Hæld alle ingredienserne i en skål (vent med vandet).
  2. Rør sammen med en ske og saml til sidst det hele med hænderne,
    til du har en fast marcipankugle.
  3. Tilsæt lidt vand, hvis du synes, den er for smuldrende.
    Læg kuglen i køleskabet i ca. 30 minutter.
  4. Opvarm ovnen til 160 grader.
  5. Del dejen i 4 dele, saml dem hver godt med hænderne og del igen hver del i 3 lige store stykker. Dejen kan være en smule mere porøs, end du kender det fra almindelig marcipan
    – hvis den smuldrer, samles den bare med hænderne.
  6. Læg stykkerne på en bageplade, beklædt med bagepapir, og bag dem i ovnen
    i ca. 15-16 minutter, eller til de er faste og gyldne.
  7. Mine fik 14 minutter midt i ovnen, og så var de brune i bunden men blege i toppen,
    så jeg rykkede pladen op i toppen og gav dem yderligere 2 minutter der.
  8. Tag ud og lad afkøle helt i køleskab.
  9. Smelt chokolade i vandbad og dyp enderne (eller bunden) i chokolade.
    Sæt dem på et fad beklædt med bagepapir og lad chokoladen stivne i køleskab.
  10. Rør en glasur af SukrinMelis og vand og brug en sprøjtepose til at pynte kransekagerne
    – næste gang tror jeg dog, at jeg vil bruge æggehvide i stedet for vand, da “glasur-konsistensen” var lidt for flydende og derfor svært at arbejde med.

 

Pyha – håber ikk I er faldet i søvn efter dette lange indlæg..? :) Hvad stod Jeres nytårsmenu på..?

 


 

bloglovin.marmor

Nytårsdessert | Cheesecake Brownie med hindbærskum

IMG_1183

Vi vender lige “bunden i vejret” på nytårsmenuen og starter med desserten: Cheesecake Brownie med hindbærskum. Det var hubby, der havde valgt den – vi lavede en tilsvarende dessert for
et par nytår´er siden – og den holder stadig 110%..! :)

IMG_1184

I år brugte jeg opskriften fra denne blog – og en ide til, hvordan den evt. kan pyntes
anderledes, finder du lige HER

IMG_1203

Her et billede, hvor kagens 3 lag kan ses – den smager SÅ fantastisk og er faktisk ikk så svær at lave. Cheesecake og brownie lagene kan med fordel laves dagen før, så prøv da kræfter med denne opskrift, næste gang den står på gæster..! :)

Cheesecake Brownie med bærskum (8-12 personer)

Ingredienser:

Brownie
  • 200 g mørk chokolade
  • 200 g smør
  • 250 g flormelis
  • 3 æg, str. M/L
  • 100 g hvedemel

 

  1. Smelt chokoladen over vandbad og lad den afkøle,
    mens du fortsætter med de nedenstående punkter.
  2. Pisk smør og sukker luftigt.
  3. Pisk æggene i, et ad gangen, og pisk godt efter hvert æg.
  4. Rør melet i, lidt efter lidt, til dejen er ensartet.
  5. Rør tilsidst den smeltede chokolade i.
  6. Fordel dejen i en smurt springform, gerne med en omkreds på 25-26 cm.
    (Ofte beklæder jeg bunden med bagepapir – synes kagen slipper lettere)

 

Cheesecake

  • 400 g flødeost (ikke light)
  • 150 g flormelis
  • 2-3 tsk vanillepulver (alternativt 1/2 tsk vanilleekstrakt)
  • 2 æg, str. M/L

 

  1. Pisk flødeost, flormelis og vanille sammen, ved lav hastighed.
  2. Pisk æggene i et ad gangen, med piskeris ved håndkraft, og pisk godt efter hvert æg.
  3. Massen skal være helt ensartet, men pas på ikke at overpiske, så osten skiller.
  4. Smør osteblandingen oven på brownie dejen og fordel den, så den ligger helt glat.
  5. Bag kagen ved 170 grader i 50-60 min. Hold særligt øje med, at brownielaget er bagt færdigt, dvs. lidt snasket, men der må ikke være meget dej på tandstikken du tester med.
  6. Lag kagen afkøle helt, dæk kagen (i springformen) med husholdningsfilm
    og sæt den på køl til dagen efter.

 

Hindbærskum
  • 200 g frosne, optøede hindbær
    (Jeg havde dog ikke fået tøet mine op, så kogte dem blot lidt længere :) )
  • 100 g sukker
  • 3 blade husblas
  • 4 dl piskefløde

 

  1. Kog hindbær op sammen med sukkeret og blend herefter til en ensartet masse.
  2. Udblød husblassen i koldt vand i 10 min, knug den for vand og rør den ud
    i den varme hindbær sauce.
  3. Stil hindbærsaucen på køl til dagen efter.

 

På dagen (gerne et par timer inden servering)
  1. Hæld den kolde hindbærsauce og fløden i en røreskål og pisk det hele til skum.
    (Alternativt pisk fløden til skum – rør godt rundt i hindbærsaucen og vend den sammen med fløden) Min hindbærsauce havde sat sig en del = nærmest én, stor vingummi, så den fik lige en tur med stavblenderen, før den ville lade sig piske :D
  2. Fordel skummet på kagen og pynt den som du synes – jeg brugte friske hindbær
    og smeltet, mørk chokolade.
  3. Stil gerne kagen på køl 1-2 timer inden servering.

 

 


 

bloglovin.marmor

Nytår | Nytårsbord

IMG_1186

Rigtig godt nytår – håber i havde en fantastisk aften..? Hubby og jeg fejrede nytår herhjemme med nogen af vores gode venner.. det var en virkelig god og hyggelig aften, med godt selskab og masser af lækker mad og drikke.. vi skvadrede faktisk SÅ meget, at vi liiige overså, at klokken slog 24.00 :D

IMG_1189

Her et par billeder af vores nytårsbord og hvad noget af nytårspynten, fra det forrige indlæg,
blev “omsat” til – synes det sølv og grå fungerede rigtig fint sammen og blev ret så tilfreds med
det endelige resultat :)

IMG_1191

Bordløber og stofservietter er fra H&M Home – dugen er et kuvertlagen fra Føtex :)

IMG_1187

Balloner (+ helium) er fra Fest & Farver
Hvad synes i om vores nytårsbord..? – og hvordan gik Jeres nytår?


 

bloglovin.marmor

Nytår | Nytårspynt

IMG_1178

Øøøøh.. mon jeg har købt nok nytårspynt..?! :D (Åbenbart) aldrig, ALDRIG gå ned på nytårspynt..! Størstedelen af pynten er fra Søstrene Grene – derudover har jeg hamstret lidt i Føtex, Fakta og
Fest & Farver i Roskilde.. de har faktisk åbent til kl. 15.00 i dag, hvis du liiige står og mangler lidt :)

IMG_1179

Farvetemaet bliver i år sort og sølv – hvortil hubbys nye slips passer perfekt.. “så passer du også
til nytårspynten” var åbenbart ikke et købsargument, de tidligere havde hørt i den tøjbutik :D

IMG_1181

Det skulle lige “gå op” for os i går, at det rent faktisk er nytår i dag – et par hurtige juledage
+ vores skønne tur til Paris, og vupti, så var det pludselig den 31. december..!

Frygtelig billedspam af både lækre julegaver, og vores endnu mere lækre tur til det franske land, kommer snarest – håber I får en helt fantastisk aften, nu vil jeg hoppe i køkkenet.. rigtig godt nytår..!


 

bloglovin.marmor

Paris | Here we come

paris

Aaaah, har næsten lige smidt mig på sofaen, efter en hyggelig, hyggelig 1. juledag med hubbys
og mine søskende og forældre – og kufferten er (stort set) pakket.. er SÅ heldig, at turen i morgen tidlig går til PARIS..!! Er hubby, der har inviteret – og har aldrig været der før – så glæder mig SÅ meget..!! Da jeg lavede ovenstående billedcollage kom jeg faktisk til at glæde mig endu mere
– for dælen, hvor er der dog nogle smukke steder i Paris.. og forhåbentlig kommer til jeg at se
alle de ovenviste..! :)

Min bedre halvdel har væet i Paris et par gange før, så regner stærkt med, at han leger tourguide,
men ligger I inde med nogle tips til ting vi skal se, opleve, gode spisesteder – ja hvad som helst
– så skriv det endelig i kommentarfeltet..! :)

Min søster var så sød at spørge, om jeg mon troede, at han friede, når vi nu var derovre – hun
havde vidst lige fortrængt den (bryllups)fest vi holdte sidste sommer :D

Nåh, må vidst hellere prøve at finde sengen – vi skal afsted til lufthavnen kl. 06.00 – gisp..!!

Håber I får nogen (forsat) gode juledage


 

bloglovin.marmor

Glædelig jul | Merry christmas

IMG_1049

Rigtig glædelig jul allesammen – herhjemme siger kalenderlyset dog, at det kun er den 16. december.. brænd lys, brænd..! :D Hubby og jeg deler os (igen i år).. er ikke sådan, når vi begge
– på trods af de 30+ år – stadig, bare gerne vil hjem til hver vores moar..! :) Har, for en del år tilbage, forsøgt at fejre jul med en tidligere kærestes familie, men altså.. for mig føles det bare ikk som helt “rigtig” jul, uden min mor (og de andre skønne kvinder i min familie)

IMG_1051

Luftede jo et par julegaveindpakningsideer, i et tidligere indlæg, og valget faldt i år på ovenviste.

  • Brunt gavepapir + “til-og-fra-kort” fra Søstrene Grene.
  • Hvid akrylmaling (blandet op med lidt vand), der er “splattet” udover gavepapiret.
  • Sort gavebånd fra Ikea
  • Små granstykker (nippet fra et lille juletræ, købt i Netto)

 

Hvor skal I fejre jul..? – og hvordan ser Jeres julegaveindpakning ud,
smid meget gerne et evt. link i kommentarfeltet :)


 

 

bloglovin.marmor

 

Tranebærpunch | – og lidt om at miste..

IMG_1042-001

Uh uh, nu er det lige ved og næsten – dagen før dagen – kan I “lugte” det..? :)

I dag skal hubby og jeg ud og træne, nå lidt praktiske ting, forbi min farmor med hendes
julegave(r) og hjem til mine svigerforældre og fejre lillejuleaften – en virkelig skøn juleferie-fridag..!

Julen har de seneste mange år, været lidt af en ambivalent “størrelse” for mig – i går, for 13 år siden, døde min elskede far.. det skete meget pludseligt og helt uventet.. jeg var 18 år dengang og min verden brød sammen – det var et kæmpe følelseskaos, min sorg kombineret med alle andre mennesker, der (selvfølgelig) glædede sig til jul.

Kan ikke huske så meget andet fra den tid end tårer og en juleaften, der 2 dage efter hans
døssfald, på en eller anden måde blev gennemført.. det er faktisk først i år, at jeg (uden alt for
meget dårlig samvittighed) har følt en lille snert af, at glæde mig til jul og sådan rigtig har haft
lyst til at pynte lidt op.

IMG_1043-001

Puha, det var slet ikk meningen, at det her sådan skulle være et “alvors-indlæg”, synes dog det
til tider er vigtigt at vise, at vi alle har vores at slås med, hvis I forstår..?

Tilbage til den oprindelige “plan” – ville faktisk dele en ny opskrift med Jer, som jeg afprøvede i går, da en af mine gode veninder var forbi og ønske god jul. Er første gang jeg har forsøgt mig med at lave tranebærpunch – og synes faktisk, den blev ret så god :) Ideen til den faldt jeg over HER og
så har jeg selv tilsat forskellige typer alkohol, sødemiddel osv.

IMG_1044-001

Tranebærpunch er et super alternativ til den klasisske, lidt tunge rødvinsgløgg og så er den
ultra nem at lave..! Vi snakkede også lidt om, at den måske ville være lækker som en kold drink
(med en lille isterning i :) )

IMG_1048

Tranebærpunch (4-6 personer)

Ingredienser:

  • 1 liter tranebærdrik (købte den fra Netto)
  • 2-3 tsk hele, tørrede nelliker
  • 1 øko appelsin (i skiver)
  • 1-2 håndfulde hasselnødder
  • 1-2 håndfulde tørrede tranebær
  • 2 dl vodka (kan eks. erstattes med rom)
  • 1/2 dl Grand Marnier (den gule – kan udelades)
  • evt. lidt sukker eller andet sødemiddel (brugte et par skvæt af resterne af min bærsnaps)

 

Fremgangsmåde:

  1. Rist hasselnødderne – i ovnen eller på en pande – til de har fået lidt farve
  2. Lad dem køle lidt af og gnid på dem, så skallen ryger af.
  3. Lun tranebærsaften i en gryde med nellikerne, og lad det trække i min. 5 minutter.
  4. Si nellikerne fra, hæld tranebærsaften tilbage i gryden og tilsæt nu
    div. alkohol og evt. lidt sukker/sødemiddel.
  5. Lige inden servering tilsættes hasselnødder – gerne lidt grofthakkede – og de tørrede tranebær.
  6. Anret afslutningsvis drikken i kopper/glas med en lille appelsinskive (og teske og sugerør).

 


 

 

bloglovin.marmor

 

1 2 3 4 5 11